252 / 399
2 4 4
alle Retninger m aatte erkende paa samme Tid,
som jeg med den inderligste Tillid og F ortrolig
hed kunde skrifte alle mine T ræ ngsler og Sorger
for hende.
Der var kun een Fold i min Bevidsthed,
som jeg i det Længste ikke aabnede for hende,
og det var den, hvori jeg skjulte m ine poetiske
A ttentater. G runden hertil var ikke nogen Tvivl
om hendes Æ vne til at dømme rigtigt eller hendes
Vilje til at udtale sin Dom paa den skaansom ste
Maade. Jeg var tvertimod overbevist om begge
Dele, men jeg havde ikke nogen synderlig Tro
til mine Romancer og Ballader, og jeg havde
en korrek t Forudfølelse af, at dersom h u n fandt
dem værdiløse, vilde jeg opgive et Tidsfordriv,
som hidtil havde interesseret mig, og som jeg
under de daværende Forhold vilde savne.
Jeg havde im idlertid faaet Lyst til at prøve
mine K ræ fter paa et større Arbejde end de smaa
rom antiske Digte, og var temmelig hurtigt blevet
færdig med en Novelle, hvori jeg havde omsat
mine egne sm aa Oplevelser i stor Skala. Den
handlede om to Venner: den ene en p raktisk
R ealist og den anden en idealistisk Drømmer,
begge to trods deres Forskellighed noble indtil
Yderlighed, paa K ant med Verden, m iskendte,