255 / 399
2 4 7
at arbejde mig frem til selv den beskedneste
Plads blandt Forfatterne — poetisk Kopist vilde
jeg dog ikke nøjes med at blive! — var haab-
løs under mine nedtrykkende og sammensnørende
Forhold. Min P ræ st havde allerede længe gjort
mig min Stilling utaalelig, og da der om trent
sam tidig med at mine poetiske Illusioner faldt
sammen, bortfaldt et privat Hensyn, som lagde
et Baand paa mig, tog jeg den vilde Beslutning:
at opgive min faste Stilling og springe ud i det
tomme Rum . PIvor jeg skulde finde Fodfæste,
havde jeg ingen Anelse om — men ud — ud
maatte jeg!
Det Fornødne var sn a rt arrangeret — at
slippe fra et Embede er utrolig meget lettere
end at bane sig Vej til det.
Hvad Folk sagde om det? — N aturligvis:
De rystede betænksom t paa deres kloge Ploveder
og trode, at der var gaaet en Sk rue løs i mit.
Kun min Fader og S tephansens havde en
anden Tro.
Fader sagde: „Du har raadet Dig selv, fra
Du gik ud i Verden, og n aar Du nu bortkaster
alt, hvad Du h ar opnaaet, saa m aa Du vel have
dine Grunde dertil!“
Stephansen sagde: „Jeg kan saa godt for-