260 / 399
252
en Grøft, der er mere end en Alen bred, eller
hoppe over en Laage i Stedet for at lukke den
op og i.
Min velærværdige Foresatte, P ræsten i Krum-
m erup, kunde ikke noksom beklage sig over
denne Mangel. Ikke nok, at jeg holdt Ride
hest — hvilket jo var en upassende Flothed —
men han havde endog en Gang set mig „ s p r in g e
op p a a d en li g e s o m en K u n s t b e r i d e r “ —
d. v. s. uden at bruge Stigbøjlen — hvilket han
ligefrem fandt forargeligt. Degneligt var det
vel heller ikke saa ganske, og det er nok muligt,
at havde jeg været paa h a n s Alder, vilde jeg
ogsaa have kaldt det en Letfærdighed, men den
Gang syntes det mig hverken at stride mod
Moralen eller Fysikken.
En Søndag Efterm iddag, da jeg vilde be
søge en Ven, som var Huslæ rer hos Skov
rideren paa Salto Gods, havde Sognefogden, der
forpagtede min Jordlod og holdt mig med R ide
hest, faaet en ny, smuk Hoppe, som jeg skulde
prøve. Den bar udmærket, hed det, men „den
var lidt letskræm t af sig “.
Turen gik ganske mageligt og behageligt
ud ad Landevejen, lige til jeg kom til Hyllinge.
Her havde Byens Karle og Piger samlet sig