265 / 399
257
„Dog ik k e ? “
„Nej! Min Morbroder har selv fortalt mig,
at en Dag, da De havde været oppe og talt
med Præsten, saa gik De hen til Drengen, som
holdt Deres Hest, og tog Tøjlen, og i det samme
stod De med et Spring oppe paa Ryggen af
den og galloperede ud af Præstegaarden
ganske som en Kunstberider.“
„Staaende paa H e sten ? “
„Ja, d e t vil De da vel ikke nægte? Min
Morbroder var s’gu en paalidelig Mand, og han
bandte paa, at han havde hørt det af Præstens
Karls egen Mund! . . .“
Saa var jo ogsaa det blevet en „ h i s t o r i s k
S a n d h e d “ !
Hvorfor skulde Manden vel tro m ig bedre
end baade „Morbror“ og Præstens Karl? Hvis
min Saga tilfældigvis skulde leve endnu til næste
Generation, er det højst sandsynligt, at en frem
tidig Biograf vil opdage den historiske Sandhed:
at jeg, staaende baglængs paa Hesten, red lige
fra Fngleberg Skole over til S verig, hvor jeg
straks fik Engagement ved et Kunstberider
selskab.
17