268 / 399
260
ikke. Den rette Mand var udnævnt, og han
skyndte sig alt hvad han kunde med at besørge
det Fornødne.
S traks ved min Ankomst til Skolen blev
jeg modtaget af min Kollega fra Hovedsognet,
som havde læst lidt med Børnene under Va
kancen.
H an bød mig Velkommen og ønskede mig
Held og Lykke i min nye Stilling.
„Ja,
De kan tro, at det
kan behøves,for
De faar meget at gaa igennem !“ — tilføjede
han.
„De gør Dem ikke noget Begreb om,
hvordan Skolen er blevet forsømt under Deres
Formands lange Sygdom! Børnene kan ingen
Verdens Ting, saa De maa begynde forfra
i A lt.“
„Naa! Saa faar jeg jo Æ ren for det Hele,
naar de lærer Noget“ — mente jeg i mit Ung
domsmod.
„Æ ren — ja vist! — og Paaskønnelse -
jo, der skal De h a ’ det!“ — sukkede min gamle
Kollega. „Saadan tænkte ogsaa jeg den Gang,
jeg var ung og kry. Nej, gør Alt, hvad De
formaar,
slid og slæb for at lære BørneneAlt,
hvad de kan nemme, stræb at være saa nøj
agtig i hele Deres Embedsførelse som muligt,