267 / 399
259
længst er endt, og vi maa erkende, at det
netop var den, der tvang os ind paa den bedre
Vej, saa ser vi rolig tilbage paa de Angreb,
der i sin Tid bragte os i Harnisk, og bliver
endogsaa tilbøjelige til at istemme den franske
Vises R e fra in :
„Vivent nos amis —
Les ennemis!“
J e g har haft al Grund dertil. Saa godt
som hver Gang jeg har slaaet ind paa en bedre
Vej, er det en eller anden saadan uvillig Vel
gører, jeg kan takke for de lykkeligere Forhold,
jeg har opnaaet, og frem for alle var det en
saadan, der viste mig den Velgerning i Tide
at gøre mig min Stilling som Skolelærer al
deles utaalelig.
Hvis jeg havde truffet paa en velsindet
Sognepræst, er der al rimelig Sandsynlighed
for, at jeg, der ingensinde havde stilet højere,
vilde have levet mig sammen med min Stilling,
ladet mig rusticere og maaske endt som resig
neret Pietist, som krakilsk Politiker — eller
som mine to Formænd, der døde som humør
syge Stakler, og i hvert F rikvarter maatte tage
Medicin af Klukflasken — men det hændte mig
17
*