272 / 399
264
raskelsesudbrud og fortalte, at jeg var kommet
for pligtskyldigst at hilse paa min Foresatte og
præsentere mine A tte s te r. . .
Mere fik jeg ikke sagt, før han afbrød
mig med de Ord:
„Jeg bryder mig aldeles ikke om Attester.
Man kan have en meget god Demissionsattest
uden at du til at være Læ rer.“
„Saa er det ret heldigt, at jeg har Vidnes
byrd i denne Retning fra den Mand, for hvis
Børn jeg h ar væ ret Informator, og fra den
Præ st, der har eksamneret mine E lever“ —
svarede jeg, men det syntes han heller ikke at
høre, han lod mig blive staaende med Papirerne
i Haanden og gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet.
„Jeg vil sige Dem det rent ud, F a ’r ,“ fort
satte han stadig promenerende. — „Det gør mig
meget ondt, at De har faaet Kaldet, uagtet je g
h ar interesseret mig for en Anden, som jeg
syntes bedre om !“
Herpaa svarede jeg beskedent, at jeg haa-
bede, at denne Interesse ikke vilde vække
nogen Fordom eller Uvilje mod mig — o. s. v.
— men ogsaa det lod han upaaagtet og ube
svaret. Han vedblev tavs at spasere frem og