269 / 399
261
og naar De saa venter, at det skal blive an e r
kendt, saa skal De se, at jo bedre det lykkes
Dem at røgte Deres Kald, jo mere Uvilje vil
De paadrage Dem, og jo mere vil man chika
nere og bagtale Dem! Jeg taler af Erfaring.
Jeg har ogsaa været ivrig i Tjenesten og taget
mig Verden nær, men inden to Aar var for
løbne efter at vi havde faaet vor nuværende
Velærværdighed, saa var je g traadt ned. Jeg
v a r . blevet ti Aar ældre, var blevet nervøs,
graahaaret og sløv, lod A lting gaa, som det
bedst kunde, og fandt mig i Alt. Lad mig
se, at De staar bedre imod! De har jo hver
ken Kone eller Børn, som jeg, stakkels syge
Mand!“
Naa! Jeg havde den Gang i slige Sager
et Mod, der grænsede til Overmod. Jeg for
sikrede, at jeg slet ikke var bange for P ræ ste
manden. N aar jeg passede mit Embede og
ikke fornærmede ham, kunde han jo ikke faa
noget imod mig — antog jeg.
„Ikke faa Noget imod Dem ?“ — gentog
min Kollega. „Han har allerede saa meget
imod Dem, som man kan have mod et Men
neske, man slet ikke kender!“
— Men hvorfor da?