275 / 399
267
Deres Kaldsbrev og Kollats. Jeg er jo nødt
til at indsætte Dem i Embedet paa Søndag.
Det er sørgeligt — det er sandelig sørgeligt!
Overfor et saadant Raisonnement var der
Intet at sige. Jeg gav ham Papirerne og sagde
Farvel, og skyndte mig lid af den Dør, ved
hvilken jeg under hele Sam talen havde maattet
staa Skoleret.
Det var Introduktionen.
Næste Søndag indtog jeg min Plads i
Degnestolen og hørte min nye Foresatte
ex
cathedra
oplæse mit Kaldsbrev og Bispens
Bekræftelse paa min Udnævnelse. Da det var
gjort, erklærede han mig for velbestalter Skole
lærer og Kirkesanger, men kunde ikke engang
paa Prædikestolen tilbageholde den Oplysning,
at han havde gjort, hvad „der stod i hans Magt,
for at en Anden, til hvem han havde mere
T iltro“, skulde have faaet Embedet.
Den Udtalelse syntes dog ikke at have
skadet m ig1 i Menighedens Øjne, ti efter at
Gudstjenesten var endt, kom de tilstedeværende
Honoratiores op i Koret for at byde mig Vel
kommen, mens P ræ sten med sammenbidte Læber
og rynkede Bryn skyndte sig ud af Kirken.
Det var som jeg erfarede en Demonstration