278 / 399
270
jeg have sagt til Børnene: „Gaa ud, Børn! I
har fem Minutters Fritid endnu, og jeg har
Noget at tale med P ræ sten om .“ Derpaa skulde
jeg i Skoleforstanderens Nærværelse have sagt
ham, at han ingen Ret havde til at gøre Ind
greb i min Skolegerning, fordi hans Ur gik
galt — at mit Ur i værste Tilfælde havde samme
Ret til at gaa nogle faa. Minutter for sagte, som
hans til at gaa for stæ rk t, og at, selv om der
var sket en Forsinkelse ved m in Sam tale med
Skoleforstanderen, saa paalagde simpel Humanitet
ham at undersøge Aarsagen. N aa r det var sket,
kunde han have ført Klage over min Forsømme
lighed til Skoledirektionen, hvis han ikke frygtede
for at gøre sig latterlig derved, men han skulde
tage sig i Agt for at komprom ittere mig over
for mine Elever — osv. — men dertil var jeg,
som sagt, for ung.
Da jeg kom ind i Skolen, hilste jeg høfligt
paa P ræ sten, og efter at have kastet et for
undret Blik paa Børnene, saa jeg spørgende
paa ham. Svaret blev, idet han paatog sig sin
mest unaadige Embedsm ine: „De h ar ikke kaldt
Børnene ind i rette Tid, F a ’r! Derfor har j e g
gjort det!