281 / 399
273
Han var egenlig en syg Mand, den stakkels
Præst, og hans Sygdom var dobbelt beklagelig,
fordi den vakte Uvilje i Stedet for Medfølelse,
uagtet den var baade pinlig og uhelbredelig.
Det var nemlig den tærende H jertesyge, som
kaldes Misundelse, hvoraf han led, og den for
bitrede hele hans Tilværelse. Saa snart han
saa’ noget, der gjorde Opsigt, blev anerkendt
eller rost, straks udsendte den beskadigede Plet
i H jertet en Sværm af Avinds-Bakterier i den
ulykkelige Mands Blod, og saa kom det altid
til Bitterhedsudgydelser.
Det følger af sig selv, at en saa tarveligt
lønnet Skolelærer, som jeg , ikke besad Meget,
der var misundelsesværdigt, men i den Retning
var han nøjsom indtil det Utrolige. S aa’ han
blot paa mit Bord en illustreret Bog, saa var
det tilstrækkeligt. Da hed det: „Hm! De maa
nok have Ekstra-Indkomster, F a r ? “
n
0
•
„Ja! Siden De kan købe kostbare Værker
om Videnskaber, som er Dem aldeles uvedkom
mende. J e g har ikke engang Raad til at købe
det Slags Bøger.“
Herpaa kunde jeg have givet ham det be
roligende Svar, at det var en laant Bog, men
18