286 / 399
278
Saaledes gik det omtrent hver Gang, vi kom
sammen: idelige Fornærmelser, idelige Naalestik
og Chikaner. Stundom var endogsaa Fornæ rm el
serne saa grove, at jeg — til Trods for min
ungdommelige Sky for brutal Optræden mod
en ældre Mand — blev nødt til at tage Bladet
fra Munden. Under en Skoleeksamen havde
han siddet og ærgret sig over min Færdighed
i Katehisation — en Talesport, der paa den
Tid spillede en stor — vistnok fo r stor —
Rolle ved Undervisningen, og hvori jeg tør
sige, at jeg næsten havde drevet det til V irtu
ositet. Da Børnene var gaaet, sagde han mig i
Skolekommissionens Nærværelse, at „den Maade,
hvorpaa jeg katehiserede, duede ikke“, og da
jeg i en temmelig spagfærdig Tone spurgte ham
om, hvilken Maade han da vilde anbefale mig,
havde han Hardiesse og Enfoldighed nok til
at svare; „De hørte jo mig katehisere i Søn
dags, F a r ! “ —
Da kunde jeg ikke længere bevare min degne
lige Ydmyghed. Jeg svarede, at jeg meget nøje
havde hørt efter, og til min store Forundring op
daget, at han kun havde spurgt paa „ J a “ og „N ej“,
hvilket i enhver Kateketik bliver betegnet som
de mest ubehjælpsomme Former for Spørgs-