291 / 399
Der stod nu Store og Smaa mellem hin
anden i to lange Rækker foran Stolestaderne.
Karle og Drenge paa den ene Side og Pigerne
paa den anden, og saa traadte Biskoppen ned
imellem dem for selv at spørge og høre, hvad
de kunde af deres Religion. Man kunde ikke let
tænke sig en mere imponerende Skikkelse, end
den høje, smukke, hvidhaarede, halvfjersindstyve-
aarige Olding i sin prægtige Embedsdragt med
Kors og Ordener paa. Han var den største og for
nemste Mand, der nogensinde var set i Sognet, og
allerede som Saadan omgivet med en Atmosfære af
forstummende Ærbødighed, men dertil kom det
Værste. For Almuesfolk, der ikke havde hørt
ham før, var han ikke let at forstaa. Han
havde mistet flere Fortænder, og naar han ud
talte Ord, hvori visse Konsonanter stødte sammen,
smuttede der et lille e ind mellem dem, saaledes
at „fremmed“ blev til „feremmed“ og „bræn
dende“ til „berændende“, „P ris“ til „P eris“ og
„K lage“ til „Kelage“. For et dannet Øre havde
det vel ingen stor Betydning, men her bidrog
det vistnok sin Del til det skandaløse Resultat:
at han næsten ikke kunde faa et Ord ud af
Ungdommen. Han overlod derfor Examinationen
til Præsten. Denne henvendte nu en Del Spørgs-