294 / 399
„N ej!“ — svarede Biskoppen med en pa
velig Myndighed, der ikke tillod nogen Mod
sigelse — „ H e r til har De Intet at sige.“
Men han tog fejl!
Jeg havde haft meget at sige — endogsaa
meget, der var umodsigeligt.
Først det: at jeg kun havde været Lærer
paa Stedet i halvandet Aar, og kunde saaledes
ikke have mindste Skyld i, at den under min
F o rm a n d s Tid af P r æ s t e n forberedte og kon
firmerede Ungdom, var uvidende.
Dernæst: at den mislykkede Katekisation i
Kirken aldeles ikke kunde give noget Begreb
om, hvor vidt m in ældste Klasse var forsømt
eller ikke.
Der var tiere Konfirmerede end
Skolebørn ude paa Kirkegulvet, og af de tre
Skoler var min den mindste — og naar de fem
Sjettedele — og deriblandt alle de Store — lod
sig forbløffe, var det jo ikke at vente, at den
ene — der kun bestod af Børn — skulde turde
udmærke sig fremfor de andre.
Endvidere: at da han havde været saa til
freds med min yngste Klasse, var der jo ikke
Spor af Rimelighed for, at jeg skulde have an
vendt mindre „Flid og Iver“ paa den ældste.
Men nej: Biskoppen havde sagt „N ej!“ —