293 / 399
285
„Dem derimod“ — det var mig — „er der
intet, som taler til Undskyldning for! De er
en ung, kraftig Mand, og det skorter Dem
hverken paa Kundskaber eller Gaver til at
undervise, saa naar Ungdommen fra Deres
Skole er lige saa uvidende som den øvrige
Flok, da kan det kun være, fordi De ikke har
røgt.etDeres Kald, som De- kunde og burde, og
jeg maa derfor paa det Alvorligste opfordre
Dem til at gøre Deres Pligt med større Flid og
Iver end hidtil.“
Det Udtryk af Forbavselse, hvormed jeg
modtog denne saa ilde motiverede Bebrejdelse,
maa vist have stødt den høje Kirkeherre, ti
saa snart han havde udtalt, vendte han sig bort.
Men taale et saadant Overfald uden at gøre
Biskoppen opmærksom paa, at det maatte være
bevirket ved urigtige Forudsætninger, syntes jeg
ikke, jeg kunde, og jeg stolede paa, at den
Venlighed, han havde vist mig Dagen forud, i
det Mindste maatte have efterladt saa megen
Billighed, at han vilde tillade mig at forklare
min Stilling til den formentlige fælles Uvidenhed,
spurgte jeg derfor, saa spagfærdigt som muligt:
om det maatte være mig tilladt at forsvare
mig.