296 / 399
288
Saa snart d e t var gjort, skyndte jeg mig
op til Præsten, der Intet anede. Jeg overrakte
ham et sammenfoldet Papir.
— E r det en Ansøgning?
— Nej, det er m in Afsked!
— Afsked? Vil De tage Deres Afsked?
— Ja, og min Eftermand er allerede ud
nævnt.
— E r De gal, F a ’r?
— Nej, men jeg tror nok, jeg kunde blevet
det i de Embedsforhold, jeg har staaet i.
— Hvad vil De saa tage Dem for?
— Jeg vil glæde mig over, at De ikke
mere er min Præ st og je g ikke mere er Deres
Degn.
— Den Glæde kan De sandelig ikke leve af.
— Det har jeg heller ikke betænkt, men jeg
har faaet en Folelse af, at jeg ikke vilde kunne
leve u d e n den.
— Men det er jo en aldeles fortvivlet Ide!
N aar er De faldet paa d e n ?
— Den kom som en Anelse den Aften,
da jeg meldte mig til Tjeneste og fik den ufor
glemmelige Modtagelse, og den blev til Over
bevisning ved Bispevisitatsen, da jeg fik den
ubegribelige Reprimande, uden at maatte for