297 / 399
289
svare mig. Jeg haaber, De forstaar, hvor høj
Pris jeg sætter paa denne Glæde, nu da jeg
bortkaster mit Embede og den Stilling, hvortil
jeg har forberedt mig fra Barnsben — alene
for at kunne sige: Gud ske Lov, De er ikke
mere m in Foresatte! Men jeg skylder Dem Tak
for, at De har været det s a a le d e s , at jeg fik
Mod til at bryde med min Fortid saa tidligt,
at jeg endnu kan haabe at tilkæmpe mig en
Fremtid paa andre Veje!“
Det var mig en Lettelse, som jeg ikke kan
beskrive, da jeg fik afleveret denne Lektie, som
jeg saa længe havde trængt til at komme af
med, og hvad enten det nu var min dyrt kobte
Frimodighed, der gjorde sin V irkning, eller
Manden folte en vis Beklemthed over, at han
havde drevet et ungt Menneske til et saa be
tænkeligt Skridt, nok er det: Præsten var som
forvandlet. Den barske Straffetale, jeg var be
lavet paa at besvare, udeblev. Han sagde ikke
et Ord for at gendrive mine Beskyldninger, men
gav sig til at spadsere op og ned ad Gulvet.
Først efter en længere Pavse standsede
han foran mig, lagde den ene Haand paa m in
Skulder og rakte mig den anden med de Ord:
19