300 / 399
292
Hus, undveget fra fjendligt Fangenskab eller
sluppet i Land fra et strandet Skib, i den
første Tid af Glæde over at være befriet fra
min Fortids Elendighed ikke havde nogen
anden Tanke for min Frem tid end den tvivl
somme T røst: Værre kan det ikke blive.
Dengang havde jeg endnu set saa lidt af
Verden, at jeg ansaa det, jeg selv havde op
levet, som noget Enestaaende og trode, at man
ikke i nogen anden Stilling kunde træffe Fore
satte af samme Slags som min P ræ st og min
Bisp, og jeg var derfor rede til, naar mit Sind
nogenlunde var kommet til Ro igen, at paa
tage mig hvilken som helst Post som Hvad-
somhelst — selv om den var meget mere under
ordnet, end den jeg havde forladt.
En smuk Septemberformiddag i Aaret 1844,
nogle faa Dage efter, at jeg var kommet til
Byen, drev jeg om i de pyntelig befolkede
Gader uden at tænke paa, hvor jeg drev hen.
Bevidstheden om, at jeg var fri for alle try k
kende og tyngende Forpligtelser, havde sat mig
i den fuglelette, tankefri-glade Tilstand, som jeg
før og siden kun har opnaaet i Drømme, naar
jeg, uafhængig af Tyngdens Love, spaserede
oppe i Luften uden at røre ved Jorden, og i