305 / 399
297
vidt jeg drømte eller var vaagen.
Pap irs
bladet var imidlertid et uforkasteligt Bevis for,
at det sidste var Tilfældet. Det maatte, antog
jeg, kunne oplyse mig om, hvad det var for
etmystisk Væsen, der havde vist sig og sat
mig Stævne . . .
Men nej! — Dets hele Indhold var Ordene:
Løn gangsstræde Nr. 163. Kl. 4.
og det var jo ingen Tilfredsstillelse for min
Nysgerrighed.
Det blev derfor svæ rt for mig at faa Has
paa den mellemliggende Tid, og Klokken havde
næppe slaaet det første af de fire Slag, førend
jeg stod i Forstuen foran Døren i det be
tegnede Hus.
Paa Dørpladen læste jeg:
P. D. Faber. Pastor emerit.
„Det kan jo ikke forholde sig rigtigt —“
sagde jeg til mig selv — „Det har været en
gammel Skælm, der har villet more sig med
at sende den gamle fromme Præ st et ungt
teaterlystent Menneske paa Halsen, og det bliver
en løjerlig Modtagelse, der venter mig h e r!“
Jeg var derfor lige ved at gaa min Vej,