307 / 399
299
og rakte mig den opslagne Bog. Det var imidler
tid et af de Digte, jeg kunde udenad, og følgelig
fremsagde jeg det som Deklamationsmimer.
Derpaa forlangte han at høre en Prøve i
lettere Stil, hurtigt fremsagt, og jeg afleverede
da nogle Vers af Baggesens „Katten eller
Kærligheds T rium f“, som jeg ogsaa kunde
udenad, men jeg kom ikke langt, førend han
afbrød mig med den E rklæring, at det var nok.
Han havde nu, som han udtrykte sig, hørt at
jeg havde et tydeligt og fejlfrit Organ, og et
meget vævert Mundlæder. Min Fremsigelse af
Versene fandt han endogsaa aldeles korrekt og
intelligent.
Nu var Spørgsmaalet, om jeg havde S ang
stemme, og i den Henseende kunde jeg be
rolige ham med, at jeg havde A ttest for „meget
godt“ at kunne bestyre Kirkesang, sam t at jeg
var en temmelig øvet Kvartetsanger, der snart
havde sunget første Tenor, sn art anden Bas,
efter som det gjordes Behov, og da jeg havde
sunget en Vaudevillevise for ham — saa vidt jeg
husker en Bellmans-Sang til Prøve, lod han
endogsaa til at være særdeles tilfred s, dermed.
„Men nu kommer vi til den dramatiske
Aktion, som er det Vanskeligste“ —- sagde