312 / 399
304
det bekymrede mig ikke, ti jo mindre de andre
kunde præstere, jo større Udsigter maatte der
jo — efter mine Illusioner — være for mig.
Derimod lød de Efterretninger, som jeg ind
samlede om dets to Direktører, just ikke syn
derlig trøstende. Om den første, den temmelig
bekendte J. P. Miller, fortalte man, at han havde
været impliceret i en i sin Tid meget omtalt,
men fra oven neddysset Sag om nogle udartede
Selskaber i Teatrets Nabobygning, og derved
paadraget sig et
Consilium cibeundi,
der havde
til Følge, at han rejste til Norge. H er debu
terede han paa Christiania Teater, gjorde Fiasko,
slog sig paa Journalistikken, kom atter i Kolli
sion med Politiet, dels paa Grund af et Klammeri,
hvorunder han til Selvforsvar slog en Skydskarl
ihjel med et Agebrædt, og dels ved en anden
Affære, der ikke blev fuldt oplyst, men dog
skulde have bidraget til, at han nødig vilde
rejse til Norge igen.
Hans Kompagnon Julius Olsen var en ægte
gammeldags Provinsskuespiller i Heltefaget, en
Alvorsmand, der altid saavel paa Scenen som
i Hverdagslivet optraadte paa de mest højhælede
Koturner som Ridderen uden F ryg t og Dadel,
men som, naar det kom til Stykket, ikke kunde