309 / 399
301
Ukyndighedens vilde Mod. Jeg slyngede min
højre Arm om hendes Liv og fik med min
anden Haand fat om hendes venstre Haandled,
betragtede hende med det mest glubende og
glødende Vildmandsblik, jeg kunde præstere, i
det jeg samtidig med, at jeg halvt hviskede
halvt med forceret Stemme deklamerede:
Ved alle mine Næ tters hede Drømme,
Ved alle Flammer, som min Sjæl fortære,
Nu skummer Bægeret, nu skal det tømmes
drog den forbavsede Pige hen til den anden
Dør og derpaa ærbødigt bukkede for min u fri
villige Partenia.
„B ravo“ — raabte Kunstdommeren.
„De
har et afgjort Talent. De maa og skal blive
Skuespiller!“
Om han sagde det i god Tro og følgelig
tog fejl, eller han kun mente, at jeg var til
strækkelig begavet til at udfylde en Sidstemands
plads ved det Skuespillerselskab, der havde givet
ham i Kommission at hverve et ungt Menneske,
som kunde supplere dets utilstrækkelige P er
sonale, kan jeg naturligvis ikke vide, men hvad
jeg ved med Vished er, at jeg — der endnu
mindre end de rutinerede Skuespillere plejer,