315 / 399
307
prægtig Fyr, der ikke mener noget Ondt med
den Allarm, han gø r“ — tilføjede han forklarende.
Denne milde Fortolkning forundrede mig
dog ikke mindre end selve Bombardementet, ti
havde Karaflen ram t, vilde den jo have gjort
samme V irkning, hvad enten den var udsendt
i god eller ond Mening, og jeg kan derfor ikke
nægte, at jeg fik et underligt Begreb om, hvad
man kunde vente for Løjer og Alvor i dette
Selskab.
Ved Aftensbordet traf jeg de øvrige Skue
spillere og Skuespillerinder, og her fik jeg Be
grebet tilfulde suppleret. Der herskede mellem
disse Herrer og Damer en Fortrolighed og N a
turlighed, som jeg aldrig havde troet kunde ud
vikles mellem Folk, der ganske nylig havde set
hinanden for første Gang, og det var tydeligt
nok, at de faa Dage, hvori Selskabet havde
været samlet før min Ankomst, maatte have
været tilstrækkelige til at udrydde ethvert Spor
af Generthed. Der var ikke Tanke om, at man
vejede sine Ord — tværtimod, det var aaben-
bart blevet en stiltiende Overenskomst: at Ud
trykket maatte være adskillige Grader stærkere
end Meningen.
Jeg blev øjeblikkelig modtaget som en med-
20
*