317 / 399
309
det. netop hændt, at den bevogtede unge Mand
paa en lidt for tydelig Maade havde røbet sin
Interesse for Selskabets yngste og smukkeste
Kunstnerinde — en næppe attenaarige Pige, der
var tilstede og morede sig nok saa godt under
Referatet — og i den Anledning var det kom
met til et af de temmelig hyppige Sammenstød
mellem Direktøren og hans Yndling, og den
Førstnævntes kyniske Haan havde som sæd
vanligt bragt den Sidstnævnte til at gaa i Ber-
serkergang, og kaste hvad som helst efter ham,
da han tog Flugten.
„Tænk, sikket Uheld, at han ikke fik
Karaflen i N akken !“ udbrød en af Damerne.
„Saa havde han jo været Dødsens“ — ind
vendte jeg.
„Ja, sikken et Held!“ — lød det i Kor,
stadigt i Jargonen.
„Men hvor er nu den vilde B ersæ rk?“
spurgte jeg.
„Naturligvis: hos sin Ven og B eskytter“ —
svarede Alle. „Hver Gang, der h ar været en
saadan Scene mellem d em , giver Direktøren
altid en elegant Souper paa to Kuverter, og
saa er den Bagatel forglemt.
Jeg saa’ forundret over paa den unge Pige,