322 / 399
314
udstedte af den gamle Ex-Pastor paa Di
rektørernes Vegne, og begge disse erklærede,
at de ikke betragtede sig som bundne ved de
Forpligtelser, han havde paalagt dem, saa var
der jo „intet Skriftligt“, som sikrede os de
faste Gager.
Hvad kunde vi desuden gøre
dem? — „Hvor Intet er — “ o. s. v.
Saa meget var i alt Fald vist: Krybben
var tom, og hvad deraf plejer at følge, veed
jo Enhver. Det udeblev heller ikke her. De
Ord, der blev skiftede, var hverken blide eller
elegante, og da det ene, som man siger, tog det
andet, varede det ikke længe, før det kom til
Haandgribeligheder. Den store, robuste Mil le r
havde med sin venstre Haand taget et vældigt
Tag i Brystet paa en ung, spinkel Skuespiller,
og allerede var hans Højre hævet for at falde
til Slag, da den af Skuespillerinderne, der p. t.
var forlovet med den truede Yngling, pludselig
rev et af V induerne op og med et skærende
Skrig raabte: „Hjælp! H jæ lp !“
Dette Skrig forvandlede pludselig Situa-
ionen.
Tumulten forstummede, og M ille r
slap sit Bytte for at rive den højrøstede Dame
bort fra Vinduet. Der indtraadte en lille Pavse,
og nu kunde vor tragiske Anden Direktør ikke