326 / 399
318
mig blev D rabanterne Grim og E rik samt
Fangevogteren slaaet sammen til en Person.
Da vi spillede paa Deling, maatte Enhver
forsyne sig med de K lædningsstykker, der ikke
fandtes i Garderoben, og denne ejede kun R e
sterne af een Rustning, som naturligvis Hag
bart maatte have. Beneficianten, der i Algers
Rolle straks skal optræde „bevæbnet fra Isse
til Fodsaal i et nyt glimrende Harnisk, med
nedslaaet H jæ lm g itter“, maatte bestille sin
Rustning, der selvfølgelig blev reduceret til
Hjælm og Brynje eller rettere Stormhue og Ky-
rads. Ordene „A rm skinner og B rynhoser“ blev
strøgne i Replikken, og det blev overdraget
Byens B likkenslager at udruste ham, Alf og
Hamund. Ogsaa mig blev det paalagt at an
skaffe mig Hjælm og Ru stning til Scenen i
anden Akt, hvor Drabanten kommer fra Striden,
og da jeg svarede, at jeg vilde lave mig et
Harnisk af Pap, der forhaabenlig vilde være
stæ rkt nok til at bolde de faa Aftener ud, som
Tragedien kunde opleve hos os, svarede Hag-
barts vordende Fremstiller fornem t: „Lad det
nu bare ikke komme til at se alt for hjemme
gjort u d !“ — „Det vil snarere blive for fint
end for simpelt“ — forsikrede jeg. „Gener