325 / 399
jo ikke blande mig Sagen, men jeg forstod
straks, at den skarpsindige Direktør havde
gættet, hvilken anden „H a n “, der havde sat
Kulør paa Stilen. Jeg var nu altsaa faldet i
Unaade hos begge d’Hrr. Chefer, og det kom
mit Repertoire til at bære Vidnesbyrd om.
Det blev altid de mindste og ubetydeligste
Roller, der faldt i min Lod. F ik jeg en Gang
en større, saa var det altid en usympatetisk
Person, som Lord Melville i „K ean“ og lig
nende Herrer, der kommer paa Scenen for at
skældes ud. Var det smaa Roller, jeg fik, saa
kunde jeg dog ikke klage over, at de var for
faa, ti det hændte jævnligt, at jeg fik tre fire
i samme Stykke, f. Eks. en gammel T jener i
første Akt, en ung Tjener i anden og tredie
Akt, den gamle Tjener igen i fjerde og en
Notar i femte Akt.
Opførelsen af „Hagbart og S igne“ blev en
i den sidste Retning karakteristisk Forestilling.
Vor første Elsker havde til Benefice forlangt
denne ikke hos os tidligere opførte Tragedie,
og Rollebesætningen blev: at den halvhundred-
aarige Olsen skulde spille „Ung H agbart“ —
hans lille, grimme Kone: Skøn Signe, Bene-
ficianten: Alger, Miller: Hamund, o. s. v. Til