323 / 399
315
undlade at give et patetisk Intermezzo. Han
var traadt frem midt paa Gulvet og havde
ladet sit Hoved falde saa dybt ned paa B ry
stet som muligt, mens han udstødte tre lange
og dybe Suk, derpaa hævede han pludselig
Ansigtet og Hænderneop mod Loftet og de
klamerede :
„ S a a vidt maatte det a lts a a k om m e !-----------
N u har jeg i tredive Aar været sk an d in av isk
Kunstner og — jeg tør sige det — sk an d in av isk
Kavaler! Der var til denne Dag ikke en Plet
paa mit Navn. — — — Jomfru! — — Hvad
je g i tredive Aar med Hæder og Æ re har
kæmpet for, det har De ødelagt i et Øjeblik:
— Nu giver jeg, Dælen brænde mig, ikke
to Skilling for mit gode Navn og R ygte.“
Denne mageløse Replik gjorde en uimodstaaelig
komisk Virkning. Det var kun den almindelige
Misstemning, der hindrede, at den tog fortjent
Applaus. Jeg, der havde været saa forsigtig
ikke at tale et Ord under hele Forhandlingen,
og maaske derfor var nærmest til at betragtes
som Repræsentant for det manglende velsindede
Publikum, havde ikke Herredømme over min
Mimik til helt at kunne skjule en tilbagetrængt
Latter over Direktørens korrekte Taksation af