320 / 399
312
var selvskreven til alle de bedste yngre Roller.
Var der to Elskere eller en seriøs E lsker og
en Bonvivant i samme Stykke, saa fik aldrig
de unge Skuespillere nogen Glæde deraf, ti da
tog den patetiske Direktør den ene, og saa
kom det an paa Lykke og Lune, hvorledes
Onkel-, Tjener-, Notar-, Statist- og lignende
Smaaroller blev fordelte mellem dem. Med de
kvindelige Roller forboldt det sig paa samme
Maade. Den bedste Rolle — hvad enten det
var en tragisk Heltinde, en Ingenue, en Sou
brette, en Anstandsdame eller en komisk Ma
trone var altid bestemt for F ru Direktricen,
nagtet bun var en lille, uanseelig Person, der
slet ikke tog sig ud paa Teatret. Det var som
oftest svæ rt nok med de faa kvindelige Kræfter
at faa Rollerne i et Stykke besat, men var der
f. Eks. en Veninde for meget, saa omskrev
man bendes Replikker til et Brev, og fordrede
Forfatteren „en P ige“, der ikke kunde besættes,
saa satte man uden videre „en T jener“ paa
Plakaten.
Da man spillede „Ap rilsnarrene“,
var det aldeles umuligt at Lia „Madam R a rs “
Rolle besat, da hverken Fruen, Frøkenen eller
de to unge Piger kunde dublere den, og Sel
skabet kun havde fire Skuespillerinder. Men