321
maatte optræde i det af Blikkenslageren for
færdigede defekte Foderal, og alle de øvrige
Rollehavende var udstyrede med tilsvarende
Tarvelighed, og hverken Optog eller Fægtninger
til Flest og Fods var der Spor af. Væ rst var
det dog, at den jambiske Dialog med de mange
Arkaismer og Inversioner, der oven i Købet
blev afleveret i mindre korrekt Dansk og til
dels med mindre tydelige Organer, om trent var
uforstaaelig for det svenske Provinspublikum.
Det var derfor ikke underligt, at første Akt
blev opført under højtidelig Tavshed, og at
Direktør Hagbart, da Tæppet faldt i lydløs
Stilhed, udtalte sin Harme over, at man „skulde
spilde et Mesterværk paa saadanne Syvsovere!“
I anden Akt, da Skjalden Halloge med Erik
og de øvrige Kæmper, som har deltaget i
Kampen, hvori Alf er faldet, skulde komme
tilbage fra Holmgangen, havde Direktionens
Økonomi for at gøre Striden saa blodig som
muligt, ladet alle Kæmperne med Undtagelse
af Erik blive paa Valpladsen. Jeg kom saa-
ledes ind alene med den gamle Sanger, der
sang Alfs Drapa. Rimeligvis har man af den
glimrende Rustning, som jeg ikke havde baaret
i første Akt og som gjorde alle de øvrige Ko-
21