333 / 399
325
Jeg blev mig snart bevidst, at jeg havde et
ganske godt Teaterydre, talte et rent Dansk,
bavde et fejlfrit Organ og forstod at maskere
mig. Jeg trode ogsaa, at jeg havde en mere
korrekt Diktion end de Fleste, og at jeg havde .
et meget hurtigt Nemme og en paalidelig H u
kommelse — men dermed var min Begavelse
for Scenen forbi. Det Vigtigste fattedes mig.
Jeg manglede den Frejdighed, der er Betingelsen
for, at man kan give sig helt hen i Situationen
og udtrykke Lidenskaben med fuld Kraft. Jeg
manglede det frodige Lune, der udfylder de
overdrevne Konturer i Komikerens Tale, Mine
spil og Bevægelser, saaledes at Figuren bliver
naturlig og troværdig og Lystigheden sm it
tende, og endelig manglede jeg paa Grund af
de smaa og trange Forhold, hvori jeg havde
levet, den Frihed og Ugenerthed i min Op
træden, som man i Reglen kun erhverver ved
lang Øvelse, hvis man nogensinde opnaar den!
Det største Haab, jeg saaledes turde gøre mig
om en Teaterfremtid, var omtrent, at jeg om
nogle Aar kunde blive en scenevant Routine-
skuespiller, og med det Bekjendtskab, jeg alle
rede havde til Teaterlivets Skyggesider, var en
saadan Udsigt ikke synderlig fristende. Alle-