332 / 399
324
Lejlighed til at prøve mine Æ vner i henimod
30 Roller, der om trent gik ind i alle Fag:
ældre F igurer som værdige Fædre, nedrige
Aagerkarle og gamle Komikere — y ng!'e Per
soner som Vildmanden A laster („Ørkenens
S øn “) og den ene af de elegante Lorder i
„Kvækeren og Danserinden“ — Forførere som
Melville („Kean“) og Stakler som E rnest i „De
Danske i P a ris “. I „Jeppe paa B jerget“ spil
lede jeg den ene Lakaj, den ene Doktor, Ride
fogdens Kone og Dommeren. Det gik altsam
men efter Opskriften i „En Komedie i det
G rønne“ :
Vi spiller Stort, vi spiller Smaat,
Og Alting spiller vi lige godt!
Jeg behøver næppe at tilstaa, at jeg først
og klarest fik Øjnene op for de Andres Fejl
og Mangler, mens jeg kun senere og med større
Vanskelighed kom efter, hvad der fattedes mig
selv, ti det gik naturligvis mig, som det gaar
alle Skuespillere: af mit eget Spil saa jeg Intet,
men var mig kun det Tilstræbte bevidst, mens
jeg med kold Kritik kunde bedømme, hvad de
Andre præsterede.
Alligevel havde jeg en
Følelse af, at min Selvkritik ikke var saa svag
synet, som den er hos de fleste Teaterfolk.