336 / 399
og fortalte mine Ulykkesfæller, at jeg ikke
kunde følge med dem, da jeg rimeligvis fol
det Første vilde blive i Sverig.
Klokken seks om Morgenen — altsaa en
Time før Afrejsen var bestemt, kom Selskabets
gamle Suffløse paa Vejen til Gæstgivergaarden
ind til mig i „S tad sbu set“, hvor jeg logerede,
for at sige mig det sidste, tunge Farvel.
Hun var et af Teatergudindernes ulykke
lige Ofre. I sin tidligste Ungdom havde bun
af Sværmeri for Elskeren ved et rejsende Sel
skab løbet fra Hjem og Familie og ladet sig
engagere som Skuespillerinde. Dengang havde
bun nok været ualm indelig smuk, og endskønt
h u n aldrig havde haft dramatisk Talent, var
hendes A ttenaars-Skønhed og hendes Hebe-
F igur tilstrækkelig Adkomst til Hovedrollerne
i Datidens R idderstykker: „F rido lin“, „Deodata“,
„Johanna Montfaucon“ o. desl., men hverken
den bedaarende Alder eller den sylfideagtige
Figur havde lang Varighed.
De forsvandt
samtidigt, mens den manglende Begavelse ikke
indfandt sig, og hendes inderlig kedsommelige
sønderborgske Dialekt viste sig at være uover
vindelig. Hun kom tidlig til at se m atrone
agtig ud, og havde, da vi traf sammen, allerede