340 / 399
332
tænker je g “ — var det eneste Forslag, jeg
kunde gøre, og det blev naturligvis fulgt.
Efter at vi havde styrket os lidt ved den
varme Morgendrik, begyndte „Tante M ikke“
en overflødig Undersøgelse af: hvor det var
muligt, at Kammeraterne havde „kunnet være
saa slette imod o s.“ Hun havde nemlig saa
meget tilovers for mig, at uagtet det kun var
hende, der skulde have været med paa H jem
rejsen, opfattede hun ikke den skete Uret som
øvet blot mod hende, men mod os begge.
Jeg mente derimod, at det var spildt
Ulejlighed at gruble over den Mulighed, som
var saa tydelig bevist, og søgte at vise hende,
at deres underfundige Afrejse ikke var frem
kaldt af nogen Uvilje eller Skadelyst overfor
hende eller mig, men at den kun var et Ud
slag af deres sædvanlige Pappenheimer-Moral:
Wer hat, der musz uns geben —
Wer nichts hat, der soli leben!
Det var jo en almindelig Tro hos P er
sonalet: at hun , der altid paa Grund af sin
strænge Økonomi havde kunnet betale sin
Gæld, naar de Andre maatte rejse fra deres,
maatte have sammensparede Penge, og da jeg,