344 / 399
336
— Naar vi tager Sagen med Ro, hittet* vi nok
paa R a ad “ o. s. v. For ikke at bedrøve hende
alt for meget gik jeg ind paa liendes Opfattelse
og sagde: v i, skønt det jo egenlig kun var
h e n d e , som de troløse Kammerater havde for
ladt, og kun m ig , der maatte finde paa Raad
og bringe Hjælp.
Endnu samme Aften averterede Byens Avis,
at jeg tegnede Portræ tter, og hele den følgende
Dag sad jeg hjemme for at vente paa Lyst
havende, men der kom ingen. Det var ikke
nogen lovende Begyndelse paa min nye Leve
vej, men jeg trøstede mig med, at det netop
var den første Maj — Svenskernes Glædesfest
i Anledning af Vaarens Komme, og at Alle i
Dagens Anledning havde for travlt med at
more sig, til at Nogen vilde sidde Model for
en Portræ ttegner.
Den næste Morgen ganske tidlig — Klokken
var vist næppe endnu slaaet Fire — blev jeg
vækket ved, at Døren til mit Værelse blev aahnet
paa en temmelig voldsom Maade, og at en Herre
meget hurtigt gjorde fire fem Skridt ind i Stuen.
Jeg rejste mig op i Sengen og betragtede
overrasket den uanmeldte Gæst, der, da han fik
Øje paa mig, lod til at blive lige saa overrasket