348 / 399
340
Lænestol, fuldførte jeg Billedet. Det var kun
en løst skitseret Profiltegning, men Ligheden
var slaaende — efter hvad je g kunde se.
Spørgsmaalet var nu, om Andre kunde se
det samme, ti jeg havde saa ofte set Portræ tter,
som Kunstneren, der havde udført dem, fandt
udmærket lignende, mens hverken den Portræ t
terede eller hans Næ rmeste kunde genkende
dem, og naar fagmæssigt uddannede Kunstnere
kunde være udsatte for et saadant Uheld, hvor
let maatte det da ikke kunne hænde mig, den
uøvede Dilettant!
Jeg gik derfor over til det paa den anden
Side af Gaden liggende Apothek, med hvis Ejer
jeg havde gjort Bekendtskab, for at høre hans
Dom. Saa snart han sa a ’ Billedet, gav han sig
til at le, og bad mig laane ham det et Øjeblik,
saa skulde jeg faa Svar paa mit Spørgsmaal.
Han har det nu ind i den bag Apoteket liggende
store Sal, og et Øjeblik efter hørte jeg et mange
stemmigt Latterkor og som Tekst dertil en
Mængde Udraab, der lige som i et Kanon gen
tog: „Det er Rex, det er Rex, det er vor her
lige Rex — aa saa fuld, saa fuld!“
Dette opmuntrende Udbrud kom fra en
Flok af Byens unge Herrer, der havde samlet