349 / 399
341
sig hos Apotekeren for at bortskylle de nagende
Minder om Gaarsdagens Jubel i hans fortræffe
lige Sodavand og hans andre an tikrap uliti ske
Midler.
I Sverig plejer nemlig Andendags-
Angeren at være mere dybt følt end hos os —
vi kender jo kun til „Tømm ermænd“, mens vore
Naboer tror at børe Kobbersmede („koppar-
slagare“).
Det leende Selskab havde allerede over-
staaet Gaarsdagens Paam indelser og begyndt at
forberede sig saa smaat til Morgendagens, da
Portræ ttet blev forevist. Jeg blev straks ind
budt til at tage Del i Laget, og førend det
endte havde jeg faaet 30 Bestillinger paa P o r
trætter.
Dagen efter overraskede jeg den forladte
Tante med at udbetale hende de fornødne Rejse
penge. Hun saa’ paa mig med en Forundring,
der næsten saa’ ud som Forfærdelse, og spurgte,
hvordan jeg havde faaet dem .
„Ganske æ rligt!“ — svarede jeg. — „Det
er de Rejsepenge, som jeg altid har sørget for
at have i Baghaanden til min egen Hjemrejse,
og som jeg nu kan undvære, da jeg ikke agter
at vende tilbage til Danmark for det Fø rste.“
Nej, dem vilde hun paa ingen Maade skille