350 / 399
342
mig af med. Hun vilde meget heller blive i
sit Logis, til hun kunde faa Penge tilsendt fra
Venner og Bekendte i Danmark.
„Men sæt nu, at disse Penge udebliver, og
jeg rejser min Vej, saa risikerer Du at blive
hjemsendt med „K ron skyd s“ — ti rejse sammen
kan vi ikke uden at blamere Dit gode Navn
og Rygte. Selv om jeg vedblev nok saa stand
haftig at kalde Dig „T an te “, vilde -Ingen tro
mig, ti hvem rejser omkring med en Faster
eller Moster, der er dobbelt saa gammel som
han selv? Man vilde naturligvis tro, at Du
var min Moder, og da dit Pas titulerer Dig
„Jom fru“, vilde den Mistanke jo være skan
daliserende for os begge To. A ltsaa: tag Du
Pengene, og lad os skilles ad i Mindelighed!“
— vedblev jeg, men det var næsten ikke mu
ligt at bevæge det skikkelige Væsen til at mod
tage Hjælpen. Al min Logik blev skyllet bort
i Taarestrømme, og det var først da jeg blev
„saa umenneskelig h a a rd “ at true hende med,
at hvis ikke h u n vilde rejse Dagen efter, saa
rejste jeg selv fra Byen — at hun gav efter.
Næste Morgen fulgte jeg hende atter til
Stationen, og denne Gang holdt Kæ rren parat.
Det var mig en sand Befrielse, da jeg saa den