343 / 399
335
Individualitet, at man uden at kende deres Ori
ginal kan se paa dem, at de ikke ligner. Det
var ligesom tiere tilsvarende Tegninger, jeg
havde set der i Byen, et Værk af en rejsende
Kunstner, der for nogle Aar siden havde gæstet
Staden og, som man sagde, haft meget at be
stille dér. Ved at sammenligne mit første F o r
søg med hans Portræ t af min Vært, kom jeg
til den Overbevisning, at vi om trent var lige
uøvede i Blyantens Brug, man at jeg ubetinget
havde større Ævne til at gengive det K a rak
teristiske i et Ansigt end han, og at jeg følgelig-
lige saa godt som han maatte kunne prøve min
Lykke som Portræ ttegner hos det nøjsomme
Provinspublikum , der havde taget til Takke
med hans Tegninger. Til Forklaring over denne
dristige Tanke maa jeg tilføje den Oplysning,
at Fotografien paa den Tid ikke var kommet
videre end til de temmelig dyre Daguerreotypier,
hvoraf kun nogle faa mislykkede Prøver havde
fundet Vej saa langt ind i Vestergøtland.
Det følger omtrent af sig selv, at jeg ikke
lod den stakkels Tante ane den forvovne Plan,
jeg var i Færd med at lægge, men kun søgte
at berolige hende med saadanne Godtkøbsfraser
som: „Hvem kan vide, hvad d e t er godt for!