341 / 399
der havde gjort mest for at bringe Abonnements
forestillingen i Stand, ikke havde gjort Fordring
paa Del i dens Udbytte, fordi jeg endnu havde
de fornødne Rejsepenge i Behold, mente man vel
ogsaa, at jeg i værste Fald kunde skaffe Penge
til hendes Hjemrejse.
Jeg kunde saa godt
tænke mig, at en af Damerne havde sagt: „De
har saamænd ingen Nød. Lad os bare beholde
den Smule P eng e!“ — og at ingen af de Andre
har sagt hende imod. For at sætte min U lykkes
fælle i bedre Humør tilføjede jeg:
„Mig forbavser det slet ikke. De har jo
saa ofte drillet Dig med, at Du havde mere
end tantelige Følelser for mig, Maaske de
endogsaa har rejst fra os for at overlade os
til Ensomheden i de smukke Foraarsdage.“
Jeg tør ikke helt forsværge, at denne Spøg
berørte et ømt Punkt i hendes gamle Hjærte.
Vist er det i alt Fald, at hendes Ansigt klarede
op til Smil, skønt hun endnu havde T aarer i
Øjnene, og at den fremkaldte en ubeskrivelig
morsom Mine midt mellem Le og Græde, der
blev mere og mere karrikeret, mens hun søgte
at beherske sin Fornøjelse over, at man endnu
kunde tiltro hende romantiske Sværmerier, og