331 / 399
323
brager Huset af Klap, saa T eatret ryster! Jo
De er Fanden knuse mig en saadan Mester i
at spille smaa Roller, at De aldrig skal faa en
større, saa længe jeg er D irektør!“
Det var jo ogsaa en Anerkendelse, skønt
den mere galdt mit Foderalmager- end mit
Skuespillertalent, og jeg kan ikke Andet end
bevidne, at Direktørerne med sjælden Punktlig
hed overholdt det mig givne T ilsagn om F ri
tagelse for alle større Roller. Det var kun i
de forholdsvis meget faa Sygdomstilfælde, der
indtraf i Herrepersonalet, jeg kom til at op
træde som andet end Repliksiger, men i saa-
dant Nødsfald var der intet Rollefag, hvori
man betænkte sig paa at lade mig dublere den
Forfaldhavende, og det uanset, hvor lang Rol
len var, og hvor kort Tid jeg fik til at lære
den i.
N aar jeg til disse Dubleringsroller vil
lægge dem, som man var nødt til at lade mig
spille „paa Grund af ingen Andens H avelse“,
kan jeg alligevel ikke klage over, at mit R e
pertoire var for lille, eller endnu mindre over,
at det var for ensformigt. Foruden det faste
Rollefag, der indskrænkede sig til at „gøre
Meldinger og bringe Breve ind“, havde jeg-
ar