303 / 399
295
— Ja , saa længe jeg ikke veed, om jeg
har Talent.
— Men det kan De jo let faa at vide.
Naar De s e lv siger, at De har Lyst, saa skal
j e g sige Dem, om De har Ævne, og bliver vi
To enige om, at De har begge Dele, saa kan
De faa Engagement som Skuespiller, hvornaar
det skal være.
Det lød for mig som et af de Tilbud, som
„den gamle Mand i Skoven“ plejer at gøre de
hjælpeløse _Ungersvende i Æventyrene, og jeg
kan ikke nægte, at hele Situationen var i
aller højeste Grad æventyrlig. Den Gamle saa’
ganske vist ud til baade det Ene og det Andet.
Hans Alder var ubetinget ærværdig — han
var tydeligt nok nærmere F irs end Halvfjers —
men det manglende Øje og et bittersødt for
trukket Minespil gav hans defekte Fysiognomi
et alt andet end tillidvækkende Udtryk. Han
saa’ snarere ud som en dæmonisk F rister end
som en hjælpende Genius, og den overrumplende
Sikkerhed, hvormed han saa hurtig havde truffet
et svagt Punkt, som jeg næppe nok selv havde
opdaget, var ogsaa mistænkelig. Vist var det
imidlertid, at hans Ord aabnede mig Udsigt til
en Verden, der vel havde staaet blændende for