295 / 399
287
jeg m a a tte ikke forsvare mig, og over for dette
urokkelige Nej havde en Skolelærer ikke et
Ord at sige, om han ogsaa havde lidt nok saa
stor Uret.
Dog hvad jeg ikke maatte sige til h am ,
sagde jeg saa meget udførligere til mig selv,
og jo klarere det blev mig, al den uheldige
Kirke-Katekisation ikke havde kunnet give den
gamle, kloge Mand nogen rimelig Grund til at
lade hele sin Vrede gaa ud over mig alene, jo
tydeligere blev det, at det store Omslag fra vel
villig Anerkendelse til ubillig Dadel maatte have
en anden Oprindelse — og hvor denne maatte
søges, var ikke svært at gæ tte, men hvilke
Laster og Forbrydelser der var bievne mig til
lagte, for at det kunde blive fremkaldt — det
vidste kun Præsten og Bispen.
F ra den Dag af var min Stilling mig pin
lig. Jeg gjorde Forsøg paa at mageskifte mit
Kald hort for et ringere, men Ingen vilde hytte
med mig. Tilsidst traf jeg en Kammerat fra
Seminariet, som i længere Tid forgæves havde
søgt Embede og gerne vilde gifte sig. Flan var
en ældre determineret Person, der ikke var
forknyt af sig. Til ham afstod jeg med Skole
patronens Samtykke mit Kald.