289 / 399
281
var endt, havde min Sjælesørger atter den
Sjælesorg at høre Biskoppen rose min Under
visning og den Livlighed, der udmærkede mine
Elevér.
Det var jo en lille Revanche, men min ene
Kollega skyndte sig at reducere Triumfen.
„Til mig sagde Biskoppen ingen kønne Ord,
men jeg vilde dog nødig være i Deres Sted n u ! “
— hviskede han.
— Hvorfor det?
— Fordi Biskoppen har rost Dem to Gange.
Jeg tror endogsaa, at han klappede Dem paa
Skuldren. Det gaar min Tro aldrig godt! Mens
De fik den første Lovtale sad Præsten og skar
en hel Gaasepen i Smaastumper.
S aa’ De
ikke d e t?
— Jo, jeg saa nok, at det ikke smagte
ham, men . . .
— Vent bare! Husk, at nu har han Bi
skoppen under Behandling til imorgen For
middag! Der kan udrettes meget i den Tid.
— Ja — hvad kan han vel udrette? Hvad
kan han vel sige om mig?
— Hvad han kan s ig e , det faar De n atu r
ligvis ikke at høre, men hvad lian kan u d r e t te
dermed, det faar De nok at se!