287 / 399
279
maalene. N aar han imidlertid opstillede en saa-
dan Katekisation som et Mønster, turde jeg n a
turligvis ikke betvivle, at det var den aller
bedste, men jeg maatte beklage, at de sagkyn
dige Lærere forstod sig saa lidt paa S a g e n , at
de havde lært mig den daarlige Metode, og at
de af Kancelliet udnævnte Censorer endogsaa
havde givet mig A ttest for, at jeg katekiserede
„udmærket godt“, mens de ubetinget vilde give
den Demittend, der katekiserede som Hr. Pastoren,
„ tg“ — maaske endogsaa med et ekstra Spørgs-
maalstegn.
Nu drapperede „min Fo resatte“ sig i sin
Velærværdighed og spurgte Skolekommissionens
Medlemmer, om de nogensinde havde hørt et
mere impertinent Svar, men her kom han til
kort. Sognemændene, der meget godt vidste
Besked om hans idelige Chikaner, kunde ikke
indrømme, at der var noget Uhøfligt i den
Maade, hvorpaa jeg havde sagt, hvad der dog
var Sandhed. De mente ogsaa, at det var be
klageligt, hvis Præsten alene skulde forstaa,
hvad Andre var satte til at hedømme, og d e t
kunde jo aldrig være nogen Fornærmelse mod
h am . Kort sagt: man gik ind paa min Ironi
og tog Parti mod ham.