280 / 399
272
eneste ufejlbare U r befinder sig i Nabobyen i
Hr. Pastorens Lomme, og jeg baade begynder
og ender Undervisningen efter de fejlbare Ure,
vi her har, synes jeg , at Resultatet bliver saa
lidt forskelligt, at der hverken er Anledning
til at gøre Indgreb i mine Funktioner eller til
at give mig R ep rim ander!“
„Vil De lære m ig , hvad je g har Anled
ning til eller ikke? — Lær De heller Dem selv
at svare Deres Foresatte med skyldig Respekt,
F a ’r! Fo rstaar De d e t? God Morgen!“ —
Og ud ad Døren fo’r min velærværdige
Foresatte, gnistrende vred, uden at vente paa
Svar.
Jeg stod flov tilbage, og det var for saa
vidt i sin Orden, som jeg havde søgt at være
fin, hvor jeg burde have været grov. Børnene
havde ikke forstaaet Andet, end at jeg havde
maattet give Præsten Ret i A lt, hvad han
sagde, og til sidst faaet Grovheder, som jeg
maatte tie til. Ikke engang Skoleforstanderen
lod til at være rigtig med. Han rystede blot
betænksomt paa Hovedet og mumlede:
„Ded æ dou en farli skrap Mand, den Præst,
men — æ — jæ trour ili’el, at hans Klokke
itte gaar rejti’!“