274 / 399
266
„De kniber ud, F a ’r! De vil ikke bekende
Kort. Er De „Opvakt“ eller er De Vanekristen,
eller F ritænker, eller hvad er D e?“
Nu syntes jeg, Situationen ligefrem fristede
til Drilleri, og svarede ganske roligt: „Som
Barn havde jeg Ord for at være temmelig op
vakt, men jeg tilhører for Resten ingen Sekt.
Det vil aldrig falde mig ind at føre kæ ttersk
Lære i Sko len.“
Manden var lige ved at eksplodere. Han
greb fat i begge Spidserne paa min F rakke
krave og vedblev:
„Nu ingen flere Udflugter! Ja eller Nej!
T ror De paa D jævelen?“
— Ham har jeg jo forsaget ved min Daab,
og jeg tilstaar, at jeg siden den Tid har givet
mig saa lidt som muligt af med at tænke paa
hans Væsen og hans Gerninger.
— Det er nok! Det er med andre Ord:
De tror ikke paa nogen personlig Djævel, og
den, der ikke gør det, han tror heller ikke
paa nogen personlig Gud.
— Men Hr. P a s to r . . .
— Nej, jeg tænkte det nok! Nu ved jeg
hvad Aands Barn De er, F a ’r! — og det skal
jeg vide at rette mig efter. Lad mig saa faa