271 / 399
263
rede at mørknes saa smaat, da jeg om E fter
middagen traadte ind i hans „S tuder k am m e r4.
Han sad ved sit Skrivebord, med Ryggen
imod mig, og uagtet jeg havde ladet mig melde,
lod han ikke til at bemærke min Ankomst.
Jeg blev imidlertid med degnelig Æ rbødighed
staaende ved Døren i tavs Forventning om, at
han skulde afbryde sin Læsning og værdige
mig et Øjebliks Opmærksomhed, men det varede
syv Lange og syv Brede, før jeg naade saa
vidt. Endelig, efter at jeg havde faaet mere
end fornøden Tid til at indse, hvor lidet
værdig jeg var til at komme i Betragtning, og
efter at jeg gentagne Gange forgæves havde
søgt at tilkendegive min Nærværelse ved sagte
at rømme mig, rejste Præ sten sig og gik hen-
imod mig.
Jeg bukkede saa pænt som jeg kunde,
men det lod han ikke til at bemærke. Han
gik hen imod mig, stak mig et stirrende Blik
i Ansigtet, lod det derpaa et P ar Gange maale
mig fra Øverst til Nederst og udbrød saa med
en alt andet end venlig Stemme og tilsvarende
Mine:
„N aa saa d e t er D em !4
Jeg bekræftede naturligvis dette Over