263 / 399
255
bosat sig der i Egnen og faaet Rede paa alt,
hvad der hørte til dens Personalhistorie. Han
var en meget ivrig Samler i dette F ag , og da
vi nu efter lang Tids Forløb mødtes igen, vilde
han gerne have lidt nøjere Besked om forskel
lige Anekdoter, der trængte til at suppleres.
Blandt andet spurgte han mig, om det var paa
et Væddemaal, jeg havde gjort det berømte
Ridt gennem Hyllinge.
Det lød for mig som en Gaade, da jeg ikke
kunde falde paa at sætte Turen paa den stædige
Hoppe i Forbindelse med nogensomhelst Berøm
melse, og jeg kunde kun give ham den negative
Oplysning, at jeg aldrig havde redet Væddeløb.
„Var det da bare for Morskabs Skyld, at
De red den lange Vej paa d e n M aade?“ spurgte
han forundret.
„Hvilken Maade?“
„Siddende baglængs paa H esten!“
„Det maa være en Anden, der har gjort
det Kunststykke!“
„Ih nej, vist ikke! Der var mange Men
nesker, der saa’ det, og De var jo godt kendt
der paa Egnen.“
„Maa jeg s a a faa at vide, hvad det var,
disse mange Mennesker har set!“