259 / 399
251
at „det var ganske v ist“ : at je g en Aften havde
taget mig en saadan R idetur paa Ryggen af
vor Professor — skønt det famøse Ridt var
foretaget af en Sem inarist W ind samme Aar
som jeg blev født, paa den daværende Anden-
Lærer, Digteren C a s p e r J o h a n n e s B oye.
Den æventyrlige Beslutning, jeg havde taget:
uden paaviselig Nødvendighed at opgive mit
Kald, var paa tilsvarende Maade efter en Men
neskealders Forlob bleven sat i Stil saaledes:
at jeg uden at sige Noget om min Beslutning
skulde være rejst bort efter at have skrevet
„V akant!“ paa Skoledøren — en jy sk Degne
historie fra forrige Aarhundrede!
Den mest kuriøse Bedrift, jeg skulde have
udført under mit Ophold i Fugleberg, var dog
en Kunstberider-Præstation, der syntes mig selv
lige saa utrolig, som Slagelse-Præsten Hellig-
Anders’s milelange Ridt paa det natgamle Føl.
Det absolut Sande, der ligger til Grund
for Legende-Dannelsen er Følgende;
I min Ungdom var jeg en ivrig Gymnast
— endogsaa beæret med Udmærkelse i Alt,
hvad der henhørte under Gymnastik — og havde
som Følge deraf en vis Mangel paa den Ad
stadighed, som forbyder Folk at springe over